Netop hjemvendt fra en rigtig dejlig lille ferietur til Sverige, glæder jeg mig over alle mine herlige loppefund fra de svenske "loppis".
Dagen inden vi skulle afsted, kørte min mand og jeg rundt til forskellige byggemarkeder fordi jeg manglede nogle klemmer eller lignende til at hænge mine gamle, hvide gardiner op i. Fandt overhovedet intet nogen steder.
Men på et loppis et sted på vej til Småland, nærmest faldt min søn over en hel kasse med disse skønne gamle ophæng!!! Forsynet førte hans fod derhen, det er jeg overbevist om, for det var jo ikke meningen vi skulle købe nogen af de grimme, nye plastik dimser fra byggemarkederne (hvis de ellers havde haft nogen). Det var dem her, vi skulle finde!
Jeg skulle have købt dem alle sammen, hvorfor gjorde jeg ikke det?? Det er jo ikke kun gardiner, de kan bruges til.
Man kan hænge sine fotos, postkort eller andre kønne ting op med et kønt bånd alle vegne.
Ja, her er det stadig min far med sin violin, jeg elsker det billede!
Gardinet jeg fik hængt op er et gammelt pyntelagen med monogram, som jeg også fandt i Sverige. Sammen med et par pudebetræk med broderet monogram fra samme hånd.